Velfærd

Indledning

Alternativet Assens præsenterer her sit udspil på velfærdsområdet. Det består af en række forslag, der alle vil trække Assens i en mere socialt bæredygtig retning.

Alternativet ser store muligheder for udvikling inden for dette område. Dels naturligvis i form af forbedret service for borgeren, men også økonomisk. Velfærdsområdet er det næstmest omkostningstunge område, og derfor er det også her, der kan hentes rigtigt store gevinster ved at gøre tingene smartere. Vi vil helst sige ’mere velfærd for samme penge’, men et forslag lægger også op til en stor besparelse ved afkortning af ressourceforløb. Desuden foreslår vi, at kommunen laver en mere langsigtet investering i området, dels ved opbygningen af en decideret neurorehabilitering og dels ved at gøre kommunen til et attraktivt sted, at placere sin velfærdsteknologi-virksomhed. Det sidste er selvfølgelig meget en erhvervsopgave, men det handler også om at være en anelse proaktive, og finde virksomheder at samarbejde med, tilbyde praktikpladser og drive udviklingen i stedet for at vente på at virksomhederne sender deres sælgere forbi.

Overskrifterne for forslagene i dette udspil er:

·         Borgertilfredshedsundersøgelser

·         Afkortning af ressourceforløb

·         Mere sagsbehandlingstid per borger

·         Ensartet sagsbehandling

·         Specialiseret rehabilitering

·         Opfølgning på vedligeholdende træning

·         Dyrk velfærdsteknologi

·         Flere generationer under samme tag

·         Socialøkonomiske virksomheder med udspring i kommunale velfærds-netværk

·         Split ikke i ramt og pårørende

·         Kun én myndighed og kontaktperson

·         Bedre match af borgere og tilbud

·         Hjælpemiddelbørs

·         Velkommen i kommunen II – mappe

Borgertilfredshedsundersøgelser

En væsentlig parameter for evaluering af kommunens service overfor borgeren, må være borgerens oplevelse af forløbet. Alligevel bliver borgeren overhovedet ikke spurgt om oplevelsen af et møde eller forløb. Borgerens oplevelse betyder ikke noget. Når en borger har fået afslag på noget er vedkommende naturligvis utilfreds, og så er der jo ingen grund til at spørge. Men den intelligente leder ville kunne se igennem den slags sagsafhængig bias, og få øje på tendenser i sagsbehandlerens eller afdelingens metodik. Har der været ’ordentlighed’?

Halsnæs Kommune er et eksempel på en kommune, hvor borgeren efter hvert møde med en sagsbehandler – uanset om det er fra myndighederne eller job og pension – har mulighed for at besvare et spørgeskema om, hvordan oplevelsen af mødet med kommunen har været.

Alternativet Assens foreslår, at det efter hvert møde og forløb tilbydes borgeren at udfylde en borgertilfredshedsundersøgelse, og at resultaterne bruges til intern evaluering.

Alternativet Assens foreslår, at særligt håbløse ressourceforløb forkortes væsentligt, som forvaltningen i Norddjurs foreslår.

I Herning har man indført den såkaldte ’Sverigesmodel[ii]. Det går, i al sin enkelhed, ud på, at styrke indsatsen over for udsatte børn med færre børn per sagsbehandler og mere tværfagligt samarbejde. Det har Herning haft stor succes med: Bedre sagsgange, færre anbragte børn og kommunen har sparet penge. Der er ingen grund til ikke at tage ved lære. Og når nu man er i gang, hvorfor så ikke udbrede princippet til de voksne?

Alternativet Assens foreslår, at Assens Kommune adapterer Sverigesmodellen bredt på alle velfærdsområder.

Alternativet Assens har kendskab til sager, hvor den samme problemstilling er behandlet vidt forskelligt af forskellige sagsbehandlere. Der skal være plads til menneskelige forskelligheder, men der kan ikke være tvivl om, at der bør tilstræbes ensartethed i sagsbehandlingen. Det hedder ’kvalitetsstyring’ og er en ledelsesopgave. Ledere i forvaltningen skal både have ledelseskompetencer og erfaring fra området. Det er naturligt, at rekruttere ledere blandt de, der har erfaring på området. Derfor skal de efteruddannes så de også har de kompetencer, en leder bør have f.eks. indenfor kvalitetsstyring og driftsøkonomi, som ikke bør ende hos sagsbehandleren i forklædning af målstyring.

Alternativet Assens foreslår, at alle ledere i velfærds-hierarkiet modtager efteruddannelse i ledelseskompetencer.

De behov borgerne måtte have for genoptræning og rehabilitering er naturligvis meget individuelle. Men behovene fordeler sig også i grupper efter skaden. Efter ortopædkirurgiske indgreb, består genoptræningen primært af styrkelse af musklerne omkring ledene. Efter erhvervet hjerneskade er genoptræningen primært en læringsproces. Og så er der naturligvis nogle borgere midt imellem. Tilgangen til at hjælpe borgere med udfordringer bør selvfølgelig være specialiseret i forhold til skaden. Med andre ord, skal de trænende terapeuter organisere sig i hhv. et neuroteam og et alment team. Tilgangen er ikke den samme. Det er ikke uden grund, at der, spredt ud over landet, er adskillige specialiserede neurorehabiliteringer.

Man skelner i dag mellem almen og specialiseret genoptræning. Den specialiserede genoptræning varetages af hospitaler. Tendensen er helt klar: Patienter skal være kortere og kortere tid indlagt, flere og flere opgaver flyttes ud i kommunerne og på et tidspunkt gør den specialiserede genoptræning det også. Til den tid vil det være rart at have opbygget sin egen specialiserede indsats frem for at skulle købe sig til den. Hvis forvaltningen arbejder hurtigt (det er ikke en vittighed, men en opfordring), opbygger Assens Kommune en neurorehabilitering med udgangspunkt i de gode erfaringer fra det eksisterende center for senhjerneskadede og de fyrede medarbejdere fra Neurorehabiliteringen Hammel[iii].

Alternativet Assens foreslår, at genoptræning og rehabilitering specialiseres, herunder at der opbygges et center for neurorehabilitering.

Når borgere ikke har en genoptræningsplan fra sygehuset, kan de henvises til vedligeholdende træning af egen læge. Det foregår hos en vilkårlig fysioterapeut med et såkaldt ydernummer, der betyder, at de er tilknyttet sygesikringen. Men når man først er havnet dér, er man parkeret. Kommunen har opfyldt sin forpligtelse i forhold til loven. Så er det ligegyldigt om borgeren træner eller drikker snaps med terapeuten. Alle terapeuter er tilsyneladende også pr. definition lige dygtige, for ydernumre sælges, deles og lejes ud, og kommunen laver ingen opfølgning på om vedligeholdelsen holder noget ved lige. Kommunen bør holde lidt hånd i hanke med det ved at kommunens egne terapeuter laver planer for den vedligeholdende træning og følger op på den ved årlige undersøgelser.

Alternativet synes i reglen, at der er alt for meget kontrol i det offentlige, men netop her, hvor der er brug for det, er der ikke noget. Opfølgning giver kontrol af kvaliteten, og bedre vedligeholdelse af borgeren. Noget helt andet er, at det er kommunen der (burde) kende borgeren bedst, så de er vel de bedste til at lave tilpassede træningsplaner.

Alternativet Assens foreslår, at kommunens trænende terapeuter laver opfølgning på vedligeholdelsestræning, f.eks. et årligt ’servicetjek’.

Med reformen af førtidspensionen der trådte i kraft i 2013, blev begrebet ’rehabilitering’ en del af den danske lovgivning. Det har været med til at øge fokus på, at det ikke er nok at behandle syges sygdom, men at de også skal hjælpes til at få et godt liv igen. I den forbindelse er der kæmpe efterspørgsel efter nye hjælpemidler til både træning og daglig brug.

Det offentlige er i konstant jagt efter mulige besparelser, og øjner muligheden for at ny teknologi kan hjælpe med det. Naturligvis under påskud af, at servicen bliver bedre. Men alfa og omega er, at det også giver en efterspørgsel efter ny velfærdsteknologi.

Vores viden om både behandling og rehabilitering vokser meget hurtigt for tiden. Den nye viden kan omdannes til ny teknologi vha. udvikling.

Der har også været voksende fokus på arbejdsmiljøets betydning de sidste 20-30 år. Det begyndte med hæve-/sænkeborde og ergonomiske stole. Nu er det alle vegne, og selv kommunerne har konkluderet, at der er en omvendt proportional sammenhæng mellem arbejdsmiljø og sygefravær.

Endelig er det en del af Assens Kommunes vision ’Vilje til vækst’ at fokusere på velfærdsteknologi. Det er imidlertid svært at få øje på viljen, når der ikke er en eneste medarbejder i hele velfærdshierarkiet, der beskæftiger sig koncentreret om kommunens indsats på velfærdsteknologi-området.

Nuvel, humlen er, at der er et enormt potentiale i udvikling af ny velfærdsteknologi. Odense har en klynge af robotvirksomheder. SDU uddanner ingeniører i velfærdsteknologi. Det ligger lige for, at udnytte muligheden, og skabe en klynge af virksomheder, der laver velfærdsteknologi. Kommunen viser rettidig omhu ved at øjne og udnytte denne mulighed i stedet for at læne sig bagud og lade nogle andre tage besværet.

Alternativet Assens foreslår, at Assens Kommune strategisk og målrettet går efter at blive et centrum for udvikling af velfærdsteknologi.

I Sydeuropa er det almindeligt, at flere generationer bor i samme hus. Det har nogle store fordele (og nogle få små ulemper). Blandt andet kan generationerne hjælpe hinanden. De ældre passer de yngres børn og de yngre hjælper de ældre med det, de ikke længere kan. Samtidig med at det er godt for familierne, er det besparende for kommunens velfærdsbudget, så det må være en god målsætning at tilskynde flere til at flytte flere generationer under samme tag. Det kan f.eks. ske gennem lokalplaner, byggegrundssalg eller rabatter på offentlige ydelser.

Alternativet Assens foreslår, at Assens Kommune driver forsøg med flere generationer under samme tag.

En socialøkonomisk virksomhed[iv] er en helt almindelig virksomhed, der drives for at fremme sociale eller samfundsgavnlige formål. Det kunne f.eks. være fem langtidsledige, der i stedet for at søge 200 stillinger om ugen hver for sig, blev sat sammen med en erhvervsvejleder med henblik på at stifte deres eget rummelige selskab. Det kan være 12 førtidspensionister, der hver lægger fem timer om ugen i en reparationscafe[v]. De her mennesker kender ikke hinanden, men kommunen kender alle, så det var oplagt at kommunen førte folk sammen og gav dem hjælp til at komme i gang med en virksomhed. Måske den første eller en fast ordre? Måske er de fem langtidsledige en revisor og fire håndværkere, der hver for sig sidder fast, men tilsammen udgør en succesfuld byggevirksomhed.

Alternativet Assens foreslår, at kommunens iværksætterhjælp, jobcenter og sociale instanser samarbejder med det formål at kickstarte socialøkonomiske virksomheder.

Ved at skelne mellem ramt og pårørende siger man samtidig, at der er en, der har/er problemet, og så er der alle dem udenom, der må lære at leve med problemet. Det skaber splittelse i en situation, hvor parret eller familien har brug for at stå ekstra godt sammen. I stedet for den klassiske opdeling i ramt og pårørende, skal terminologien være, at familien har et fælles problem, som den skal løse fællesskab. Så kan det godt være, at familiemedlemmerne har forskellige roller i løsningen, men fokus skal være, at familien er sammen om at takle den sygdom, der har ramt et medlem.

Assens Kommune har en pårørenderådgiver. Personen er rigtig, men jobbet er forkert! Hun skulle i stedet være “familie-med-sygdom”-rådgiver.

Sundhedsvæsenet er mere og mere ved at få øjnene op for, at den syge bliver hurtigere rask, hvis familien inddrages i behandlingen. Sådan er det også, når man skal have livet til at fungere efter behandlingen. Det lykkes meget bedre, hvis det er familiens fælles projekt, end hvis ramt og pårørende har hver sit projekt.

I virkeligheden er alle tilbuddene, der er rettet mod ramte også forkerte, for de er også med til at skabe splittelse. Var det ikke for den relativt nye indsats for pårørende, kunne de bare stå bagved og håndtere alle problemerne, mens den ramte fik al opmærksomheden. Det er så bare skidt, at man har to tilbud. Det burde være ét tilbud til at få familien til at fungere, og så kan de derefter trække på eksperter i pårørende og ramt. Det handler også om at se det hele fra borgerens synspunkt. Han eller hun kan ikke få det til at fungere, men er dybest set ligeglad med om sygdommen er KOL, apopleksi eller koldbrand i benene. Intet fungerer! Ægtefællen går ned med stress, barnet bliver smidt ud af skolen, jobbet og huset ryger osv. Det er ikke 17 forskellige problemer for borgeren. Borgeren oplever kun ét stort problem: Intet fungerer længere. Man skal møde borgeren der, hvor han er. Alligevel kommer kommunen ikke med én kriseknuser, men en skov af forskellige tilbud, som de kriseramte så kan prøve, at finde rundt i.

Alternativet Assens foreslår, at Assens Kommune hjælper familier som helhed og ikke splitter i ramt og pårørende.

En væsentlig kilde til forvirring og frustration hos de borgere, der kommer i kontakt med velfærdssystemet er, at der er så mange forskellige sagsbehandlere. Det er et symptom på, at systemet er bygget op med udgangspunkt i lovgivningen og ikke med udgangspunkt i borgeren. Der er et system til at tage sig af borgerens muligheder på arbejdsmarkedet, et system til at tage sig af borgeren, når det første system giver ham/hende videre, og hvis borgeren bliver gammel nok eller har brug for hjælpemidler, er det et tredje system, der tager hånd om det. Men det er kun en logisk opbygning fra paragraffernes synsvinkel. Var det bygget op ud fra borgerens perspektiv, var der kun én myndighed (kommunens velfærdssystem) og én sagsbehandler/kontaktperson. Hvordan kommunen så organiserer sig internt, er forvaltningens egen hovedpine, men borgeren skal kun have èn sagsbehandler, der til gengæld kan hjælpe med alt. Foruden at det bliver langt mere overskueligt for borgeren, vil det også skabe kontinuitet i forløbet, og sagsbehandleren kender borgerens baggrund væsentlig bedre, end hvis der skal ske overlevering via sagsakter.

Alternativet Assens foreslår, at borgere kun har én sagsbehandler, som så må trække på de relevante bagvedliggende myndigheder.

En udfordring for velfærdsystemet er, at finde præcis de tilbud, der hjælper en given borger bedst. Og ikke kun på overordnet tilbudsplan, men helt ned på personaleplan. Hvis en borger f.eks. har demens, er det nærliggende, at det er personale, der har erfaring med at arbejde med demens, der hjælper borgeren. Det gælder både, hvis det er genoptræning, botilbud eller aktivering. En væsentlig del af udfordringen består i, at dem der skal rådgive borgeren ikke kan overskue hvilke tilbud, kommunen har, og slet ikke hvilke kompetencer personalet har. Dem der bedst kan se, om de kan hjælpe en given borger, er det relevante personale selv.

Alternativet Assens foreslår, at Assens Kommune laver en intern opgavebørs, hvor borgere i anonymiseret form kan præsentere deres problemer (evt. vha. sagsbehandler eller rådgiver), så forskellige kommunale instanser kan byde ind med, hvad de kan gøre for den enkelte.

Det er i dag de visiterende terapeuters opgave at matche behov med løsninger. Det gør, at det er op til den enkelte terapeuts erfaring, hvilke løsninger, der findes, hvilke virksomheder, der indhentes tilbud fra, og om der ovehovedet findes en løsning.

Den nuværende tilgang med først og fremmest at benytte hjælpemidler, der allerede er på depotet, forhindrer at borgeren altid får det bedste dagens teknologi kan tilbyde. Kommunen vil være tilbøjelig til at vælge et lidt ældre produkt fra depotet frem for at købe det mest moderne. Dermed modarbejder kommunen også udvikling af ny teknologi.

Borgere skal matches med de bedst tænkelige hjælpemidler. De sagsbehandlende terapeuter skal foretage matchingen, men det skal ikke begrænses af deres erfaring med eksisterende hjælpemidler.

Der bør oprettes en portal, hvor virksomheder kan byde ind med løsninger på borgeres behov. På den måde skabes langt større konkurrence mellem virksomhederne, og borgerne får de løsninger der bedst dækker deres behov. Samtidig fjernes noget af arbejdspresset fra de sagsbehandlende terapeuter. Det vil også give virksomheder bedre muligheder for at afdække behovet for nye løsninger og dermed finde incitament til at udvikle ny teknologi.

Alternativet Assens foreslår, at kommunen opretter en portal, hvor den publicerer anonymiserede borgeres behov eller besværligheder, og så kan virksomheder byde ind med løsninger, der matcher de enkelte behov bedst.

Når man pludselig bliver syg og havner i velfærdssystemet, åbner sig en helt ny verden for en. Det er præcis som om man lige var flyttet til kommunen – blot som rådvild. Man kender ikke muligheder eller rettigheder og ved ikke hvem man skal tale med. Ligesom tilflyttere ikke kender kommunen. En ”Velkommen i kommunen – II”-mappe kunne hjælpe syge/handikappede godt på vej med mange svar, f.eks. på:

·         Hvordan man får hjælp af forskellig slags?

·         Hvad kan kommunen hjælpe med, og hvad skal man selv klare?

·         Hvem i kommunen er tilknyttet dig?

Et sidespring er, at vi mener, at der i virkeligheden også bør være mapper med velkommen som arbejdsløs, voldsoffer, flygtning, enlig forsørger, pensionist, hjemløs osv.

Alternativet Assens foreslår, at der laves relevante infomapper til borgere, der befinder sig i en ny kontekst.